Hvad sker der, når majestætiske alléer bliver en potentiel risiko? På Ledreborg Slot er dette en aktuel udfordring.
Ledreborg Allé, en af Nordens længste, strækker sig over syv kilometer. Træerne i Slotsparken og alléen tættest på slottet er over 250 år gamle, mens den øvrige del blev fornyet for ca. 40 år siden.
I dette oplæg vil du høre om, hvordan man balancerer hensynet til sikkerhed og kulturarv.
Adjungeret professor og tidligere slotsgartner Palle Kristoffersen fortæller i første halvdel af oplægget om forskellige strategier for forvaltning og bevaring af gamle historiske lindealléer.
Silvia og John Munro fra Ledreborg Slot samt Mads Bjørn Larsen fra Alt I Træer vil i sidste halvdel af oplægget dele deres erfaringer og overvejelser, når de fortæller om de dilemmaer og svære beslutninger, der opstår, når de gamle kæmper begynder at vakle.