Kan vi bruge den jord, der allerede findes på byggepladsen, som aktivt byggemateriale? Jord kan både binde CO₂ og skabe nye muligheder for biodiversitet, men hvordan ser det ud i praksis, når jorden stampes, formes eller genanvendes? Hør om erfaringer fra gode og mindre gode cases og vær med i debatten om, hvordan vi kan udnytte jordens potentiale i fremtidens byggeri og landskaber.
Oplæg og paneldebat ved Jesper Riis Christiansen, Københavns universitet (biodiversitet og CO₂), Niels Brix, Region Hovedstaden (case med jordstampning) og Per Malmos, direktør i Malmos A/S (cases fra praksis).
Ordstyrer, Landskabsarkitekt Thomas Vejsnæs, Krydsfelt
Om debatarrangementet:
Klimakrisen og biodiversitetskrisen viser med al tydelighed, at der er behov for handling for at genoprette klodens – og hermed menneskers, faunaens og dyrelivets – trivsel. Mange af løsningerne findes i landskabet mellem bygningerne og i landområderne mellem byerne, men det kræver samarbejde på tværs af den grønne branche, for at realisere konkrete løsninger. Med dette udgangspunkt igangsatte Danske Landskabsarkitekter og Københavns Universitet initiativet Fra tanke til handling: Handlingsplan for landskabets grønne omstilling, med et open call i vinteren 2025 med fokus på at identificere de inspirerende projekter og få nye vinkler og problematikker frem om hvad vi i landskabsbranchen kan og har at byde på i relation til en bæredygtigere fremtid for alle, men også om hvor det er svært.
Netværket er åbent for de som har lyst og tid til at bidrage og deltage i de allerede etablerede arbejdsgrupper, stifte nye undersøgende vidensspor, eller medvirke til at dele og formidle viden om branchens kapacitet og vilje til at være en del af løsningen på tidens store kriser. Kontakt: fratanketilhandling@ign.ku.dk

Læs mere om Danske Landskabsarkitekter og Københavns Universitet “Open call” HER