Have & Landskab skaber temaområde for kirkegårdsfolket

Have & Landskab skaber temaområde for kirkegårdsfolket

Billederne (ovenfor og nedenunder) viser hvor vigtigt plantevalget er, både for udtrykket på kirkegården, men også i forhold til at spare penge på driften. En hækplante med en smal opret vækst betyder, at der skal bruges mindre tid på at klippe siderne på hækkene. De danske planteskoler er altid på udkig efter nye planter der kan gøre arbejdet lettere på kirkegårdene, det kan både være sundere sorter eller udvikling af specialiserede planter. Taksen på billederne er et resultat af mange års samarbejde mellem Brande Skovkirkegård, Zachariaassens Planteskole og Nygaards Planteskole, med det ene formål at finde en opret og sund taks, der gør driften af de smalle kirkegårdshække lettere og dermed billigere. Taxus baccata ”Brande Select” ’TANY0109’ PBR er udvalgt for sin slanke oprette vækst, bløde grenstruktur og gode farve. Fotos: Nygaards Planteskole

På landets kirkegårde er udfordringerne større og mulighederne flere end nogensinde før. Derfor afsætter den grønne branches store fagudstilling – Have & Landskab – nu op mod 1.000 m2 med faglig inspiration, en række demonstrationsbeplantninger og masser af håndplukkede udstillere til netop kirkegårdsområdet. Som altid vil onsdagens program af lynkurser på Fagligt Forum desuden være spækket med faglig rådgivning og konkret erfaringsudveksling for kirkegårdens aktører.

Dermed er der al mulig grund til lægge vejen forbi Have & Landskab den 30. og 31. august samt 1. september 2023, understreger formand for Have & Landskabs bestyrelse, Joel Klerk.

”Kirkegårdene er virkelig i udvikling i disse år, ikke mindst fordi mere og mere areal skal anvendes på en anden måde på grund af de færre kistebegravelser. I de seneste år er interessen for biodiversitet desuden steget voldsomt, og samtidig kommer der hele tiden nye planter og småmaskiner på markedet, som den enkelte kirkegård nok har svært ved at få et overblik over. Hos Have & Landskab arbejder vi jo for at samle den grønne branche, og derfor følte vi, at det var på tide for alvor at skabe et dedikeret område til kirkegårdsfolket,” fortæller Joel Klerk, der desuden er ejer af Joel Klerk Planteskole.

Med det nye kirkegårdsområde følger også guidede ture for kirkegårdsansatte, forslag til plantevalg, overvejelser omkring drift og vedligeholdelse og meget mere.

Det samlede overblik

Hos Forbundet Af Kirke- og Kirkegårdsansatte (FAKK) ser næstformand John Lykkedal frem til at møde kollegaerne og ikke mindst få et bedre overblik over alle de planter, produkter og løsninger, der rent faktisk eksisterer til kirkegårdsområdet.

”Jeg er glad for, at man samler kræfterne på Have & Landskab. På den måde kan vi fra kirkegårdene få en mere fokuseret oplevelse. Tidligere har man jo skulle trave hele udstillingen tynd for at finde de udstillere, som havde noget netop til os. Nu kan vi lettere få det samlede overblik, og samtidig få ny inspiration fra en række konkrete demonstrationsanlæg og ikke mindst på Fagligt Forum, så jeg kunne godt forestille mig, at mange af kirkegårdenes fagfolk lægger vejen forbi HL til august,” siger John Lykkedal, der selv skal se nærmere på en ny el-løvsuger på sommerens udstilling.

Mange udfordringer flettes sammen

Demonstrationsbeplantningerne vil vise et væld af muligheder, når det gælder planteanvendelse og udtryk og kommer til at være opdelt efter jordtyper, så den enkelte kirkegård med eksempelvis en meget sandet eller leret jord vil kunne få inspiration til netop deres arealer.

(se billedtekst ovenfor)

Anne Stausholm – indehaver af Anne Stausholm Landskab – en af dem, som skal lave et demonstrationsanlæg, og hun pointerer, at kirkegårdene står midt i en brydningstid netop nu.

”Der er mange udfordringer på kirkegårdene for tiden, og de fletter sig i høj grad sammen. Alt fra tilgængelighed over den store arealforskydning med tomme arealer, nye anvendelser af kirkegårdene som samlingspunkt i de mindre byer, bevarelse af kulturarv og med hele bevægelsen omkring biodiversitet og Grøn Kirke skal man jo finde måder at integrere, når man indretter kirkegården for nutiden og fremtiden. I denne transformation er virkelig et kæmpe potentiale, og jeg glæder mig til at vi som landskabsarkitekter kan få lov til at vise nogle af mulighederne,” siger Anne Stausholm, der i mere end et årti har lavet udviklingsplaner for et væld af kirkegårde.

Nye, lave og stedsegrønne planter

Hos Nygaards Planteskole har de længe arbejdet med beplantning på kirkegårde, og her tror marketingkoordinator Malene Nygaard Jensen, at det nye kirkegårdsområde på Have & Landskab kommer til at give en del aha-oplevelser for de nysgerrige fagfolk.

”Folk ved ofte ikke, hvor mange nye planter der kommer på markedet hele tiden. Blandt andet er der mange interessante dværgtyper indenfor det stedsegrønne, som jeg tror, at kirkegårdene med fordel kan kigge nærmere på. Samtidig er der en stadig større interesse for vilde beplantninger, og her er flere og flere leverandører jo kommet med på vognen. Vi arbejder også hele tiden med at udvikle det rigtige udvalg af stauder af hjemmehørende arter, så de ikke spreder sig helt uhyrligt og stadig er gode for insekterne,” fortæller Malene Nygaard Jensen.

Have & Landskab vil løbende informere i takt med at udviklingen af det nye temaområde for kirkegårde på HL23 skrider frem.

FAKTA: Have & Landskab

Have & Landskab afholdes på ZBC Jernbjerggaards arealer i Slagelse den 30. og 31. august samt 1. september 2023.

Udstillingen er gratis at besøg for fagfolk og er åben alle tre dage fra 9:00-16:00.

Have & Landskab er ejet og arrangeret af de fire centrale parter i den grønne branche: Danske Planteskoler, Københavns Universitet, Danske Anlægsgartnere og Maskinleverandørerne – Vej, Park & Anlæg.

Læs mere og følg udviklingen frem mod HL23 her på siden eller på vores sociale medier.