Hegnspæl i træ – imprægneret med træ
FaunaWood er navnet på en helt ny, miljøvenlig og holdbar type hegnspæl i fyrretræ. Pælene fremstilles ved hjælp af ny teknologi, hvor træet imprægneres med bioharpiks, der er udvundet af affaldstræ.
”Bioharpiksen er ugiftig og udvindes ved hjælp af en såkaldt pyrolyseteknik”, forklarer Morten Andreasen, der er produktspecialist hos Poda A/S. Udtjent FaunaWood kan endda genbruges til fremstilling af bioharpiks til nye FaunaWood-pæle. ”På den måde kan gamle hegnspæle faktisk indgå i en livscyklus, hvor træet bruges igen og igen”, fortæller Morten Andreasen.
Prisvindende nyhed
Ved prisuddelingen for nye produkter, ”Agromek Stars 2021”, opnåede FaunaWood-hegnspælen topkarakteren ”3 stjerner” for ”banebrydende ny innovation”.
I bedømmelsen lagde dommerpanelet vægt på imprægneringen med bioharpiks, den lange levetid og at FaunaWood er 100% genanvendeligt.
25 års garanti
Der kommer dog til at gå noget tid, inden nye FaunaWood-hegnspæle skal genbruges: Bioharpiksen trænger nemlig helt ind i træet og gør det særlig modstandsdygtigt over for nedbrydning, råd og svampeangreb. Poda giver 25 års garanti på alt FaunaWood.
Ligesom det kendes fra hegnspæle i robinietræ, er FaunaWood-pælene afbarkede i stedet for at være fræsede og cylinderdrejede. ”Det giver mindre spild i produktionen og er med til at spare på naturressourcerne”, fortæller Morten Andreasen. Samtidigt får FaunaWood-pælene et rustikt look, som passer godt ind i naturen. En spændende, ny type hegnspæl til brug på steder hvor der lægges vægt på naturlige materialer og en lang levetid.