Branchen ser frem til Have & Landskabs faglige fællesskab

Branchen ser frem til Have & Landskabs faglige fællesskab

Med lige så stor rift om standpladserne som i 2019 er der masser af fremtidstro hos fagudstillingen Have & Landskab, som vil åbne som planlagt for den samlede, grønne branche den 25. til 27. august.

”Det summer af virketrang derude, og vi nærmer os det antal udstillere som vi havde på samme tidspunkt før sidste udstilling, der ellers også var historisk højt. Det vidner om, at virksomheder, fagfolk og hele branchen ser frem til at kunne mødes igen på Have & Landskab og ser lyst på fremtiden,” fortæller udstillingsleder Dina Overgaard.

Både ledere og ansatte fra Herning Kommune kommer til HL21 for at prøve tingene af og tage dialogen med fagfolk og leverandører fra den samlede grønne branche.

En af dem som glæder sig til sommerens grønne samlingspunkt er værkstedsleder Søren Andersen fra Herning Kommunes Center for Drift og Service. Han er mere end klar til at tage med kollegaerne til Have & Landskab og regner med, at de vil komme en busfuld med 40-45 ansatte.

”Vi vil gerne skubbe mange af beslutningerne ud i det yderste led, og det kræver jo noget inspiration, at man kan tale om løsningerne og prøve maskinerne. Derfor skal vi være på Have & Landskab og dyrke den faglige interesse, for det er jo en meget stor faglig udstilling, hvor der også er beplantning, belægninger og alt muligt andet,” siger Søren Andersen og forklarer, at medarbejderne selv vælger om de vil bruge en fridag på turen, mod at kommunen betaler for bus og forplejning mv.

Det er altså op til medarbejderne, om de vil med, men Søren Andersen understreger, at lederne uanset hvad vil tage turen til Sjælland. Simpelthen fordi den store udstilling er central for at holde sig orienteret og træffe de rigtige beslutninger.

”Det handler om at opdyrke de personlige relationer og se, hvad de andre gør. Det dur ikke bare at tro, at det man selv gør, altid er det bedste. Og det gør bare mit arbejde som indkøber meget nemmere, når man har hele udvalget til rådighed og kan få den rigtige vejledning,” siger Søren Andersen, som ikke har mange forbehold omkring afviklingen af sommerens grønne samlingspunkt.

”Vi trænger da til at komme ud og få snakket med kollegaerne. Den personlige dialog om fagligheden og hverdagen har vi alle brug for, og så er det klart bedst mødes fysisk.”

Søren Andersen er desuden med i udstillingens Advisory Board, som er med til at rådgive og udvikle Have & Landskab. Her har han bl.a. skubbet på for, at der kommer flere spisesteder på udstillingen.

Have & Landskab er arrangeret af den grønne branches centrale aktører, og udstillingsledelsen kan mærke bred opbakning fra både gæster og udstillere til at mødes den 25. til 27. august. Her ses Danske Anlægsgartneres stand på 2019. Brancheforeningen står sammen med Københavns Universitet, Maskinleverandørerne – Park, Vej & Anlæg samt Danske Planteskoler bag udstillingen.

Næsten 200 udstillere klar allerede

Interessen for HL21 kan ses direkte på udstillerlisten, som blot bliver længere og længere. Men selvom udstillingsområderne Torvet, Parken og til dels Strøget allerede er ved at være udsolgt, er der stadig pladser tilbage, understreger Dina Overgaard og påpeger, at HL21 giver nye muligheder for at udstille på nye pladser. Med den nye indgang i vest, henover gårdspladsen på Jernbjerggård, vil der være ny mulighed for at udstille, da udstillingen på den måde har fået et nyt ”mini-strøg”.

”Vi har pt. solgt 180 stande, og der er stadig gode pladser tilbage. Trangen til at komme ud og møde branchen er stor, så jeg tror, at vi godt kan forvente flere henvendelser fra tidligere men også nye udstillere, når vi kommer længere frem på foråret,” siger Dina Overgaard og fortsætter: ”Om vi når vores vores mål om 12.000 gæster og omkring 300 udstillere er for tidligt at sige, men vores ambition dog altid at gøre det bedre end den seneste udstilling. Derfor vil jeg samtidig gerne understrege, at vores fokus som altid er at præsentere hele faget for hele paletten af viden, løsninger og produkter og dermed sikre, at fagligheden er i centrum – både i forhold til gæster og udstillere.”

I den anledning peger udstillingslederen også på, at Have & Landskab i år kommer til at bugne af ny faglig viden med mange store, fysiske testarealer og håndgribelige forskningsprojekter om alt fra vækstmedier og jord, succes med frøblandinger og biodiversitet, vellykkede buskplantninger, intensiv dyrkning på mindre, bynære arealer og meget mere.

Have & Landskab afholdes den 25. til 27. august 2021 på fagskolen ZBC, Jernbjerggaards arealer i Slagelse og er gratis at besøge for grønne fagfolk.

Hent billetter eller book stand i toppen af denne side.