Branchens nye standard for buske klar til HL19

Branchens nye standard for buske klar til HL19!

Hvilken plante forventer du at modtage? Begge planter er Hyperikon 30-40 i en 3,5 liter container. Kvalitetsforskellen mellem de to planter defineres i stedet som antallet af hovedgrene. Foto: Nygaards Planteskole.

Når de professionelle vil have planter til landets grønne anlæg, behøver de ikke længere bestille katteurten i sækken. Den nye plantestandard for buske, bunddække-, og klatreplanter er nemlig klar og vil blive præsenteret for den samlede grønne branche på Have & Landskab ’19.

Bag den nye kvalitetsstandard står Institut for Geovidenskab & Naturforvaltning (IGN) ved Københavns Universitet, og Park- og naturforvalterne samt Danske Planteskoler, repræsenteret ved Nygaards Planteskole og Hjorthede Planteskole.

Arbejdet er blevet udført i regi af PartnerLandskab, som også stod bag forgængeren ”Kvalitetsstandard for planteskoletræer” fra 2012, og bestyrelsesformanden for Have & Landskab, adjungeret professor ved IGN, Palle Kristoffersen finder det oplagt, at den nye plantestandard bliver bredt ud til offentligheden på netop Have & Landskab.

”Det er jo kun her, både bestillere, modtagere og producenter af planter mødes. Det betyder, at man kan tage standarden i den ene hånd og gå direkte over til sin leverandør og sige goddag med den anden hånd og tage en dialog omkring, hvordan de kan hjælpe med at levere planter efter den nye standard. For når man eksempelvis som landskabsarkitekt sidder og projekterer, er det ulig meget nemmere, når man har vished for plantestørrelsen og dermed kan ramme et optimalt resultat i forhold til tæthed. Så håbet er jo, at den kan være med til at øge den succes folk får med deres buskplantninger og dermed øge brugen af buske. For hvis man først én gang har oplevet et dårligt resultat med en buskplantning, gider man ikke som rådgiver tage chancen en anden gang,” siger Palle Kristoffersen.

(LÆS PROJEKTGRUPPENS EGEN ARTIKEL SOM UDDYBER TANKERNE BAG DEN NYE STANDARD OG SE MANGE AF DE KONKRETE ELEMENTER, SOM DEN VIL INDEHOLDE)

I en ‘pottegroet plante’ er vækstmediet gennemvævet af rødder som er synlige når potten tages af. Hvis vækstmediet falder af som på planten til venstre, er kvaliteten ikke i orden. Planten er Spiraea jap. ’Magic Carpet’. Foto: Nygaards Planteskole.

Slut med upræcise udbud

Også planteskoleejer Joel Klerk håber, at den nye standard vil gøre livet lettere for alle dele af branchen.

”Vi har haft en standard med for meget spillerum. En formulering som at planten skal have ”en for arten naturlig forgrening” er simpelthen for blød, og det har været for let at slippe afsted med underlødige produkter. I en udbudssituation kan det være enormt svært at give et reelt bud på prisen på f.eks. 400 buske i 2 liters potter, når der ikke er præcise krav til kvaliteten. Det er kommet nu, og jeg håber, at denne nye plantestandard hurtigt bliver lige så indarbejdet i branchen som forgængeren om træer,” siger Joel Klerk, der desuden er Danske Planteskolers medlem i Have & Landskabs bestyrelse.

Hos Danske Planteskoler er formand Henning Roed glad for, at folk ikke længere kommer til at modtage en spiræa i potte med kun to grene. Ifølge den nye standard skal den nemlig have syv, og standardens præciseringer omkring buske i potte er helt nødvendige, mener han.

”Der var en gammel standard for barrodsbuske, men vi har aldrig rigtig haft noget, som duede til at beskrive buske i potte. Det har været problematisk i de seneste år, for i dag blev der lavet meget mere i potte i dag end for 30 år siden – dels er plantningssæsonen udvidet og dels har man ikke længere tålmodigheden til at plante til efteråret. Desuden er planteskolerne rent håndværksmæssigt blevet bedre til at producere i potte, og med den nye standard bliver både producenter og bestillere klædt meget bedre på til at ramme rigtigt hver gang, både når vi skal levere, og når vi skal give pris på opgaver,” fortæller Henning Roed.

Hent standarden og se planterne på HL19

Plantestandarden vil første gang blive vist på årets Have & Landskab den 28. til 30. august.

Her vil den nye standard kunne findes som foldere på parternes stande men bliver også udformet som en online, printbar version, som kommer til at ligge på Danske Planteskolers hjemmeside, hvorfra den naturligvis også kan printes og hænges på opslagstavlen.

Foruden plantestandarden for bunddække-, klatreplanter og buske kommer folderen til at indeholde den eksisterende plantestandard for højstammede gade- og vejtræer, således at de to plantestandarter samles i ét format.

En del af standarden fokuserer desuden på modtagekontrollen og introducerer en konkret tjekliste til hhv. planter i hvile, planter i vækst, barrodsplanter, klumpplanter og containerplanter.

Altså er der ikke længere nogen undskyldning for at bestille, levere eller acceptere andre planter end dem, der er brug for.