Fremtidens Byrum kræver nye tanker og erfarne kræfter

Fremtidens Byrum kræver nye tanker og erfarne kræfter

HL19 spiller på alle sine styrker i det tværgående projekt ”Fremtidens Byrum”. Her går landskabsarkitektstuderende og inventar- og belægningsproducenter sammen om at udvikle løsninger til bæredygtige byrum.

Landskabsarkitektstuderende på besøg på GH Forms jernstøberi – Sara Skov, Lucas Anker Christiansen, Fie Marie Rasmussen, Kristianne Hjelle Gravelseter, Anders Lindahl og GH Forms ejer Christian Wolff-Petersen

(Hent fotos i høj opløsning her)

”Have & Landskabs største bedrift er, at udstillingen knytter alle de grønne fag sammen på kryds og tværs,” fastslår udstillingsleder for Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche, Dina Overgaard og fortsætter: ”Det er denne kernefunktion, som vi har valgt at prøve at bringe i spil på en ny måde med ”Fremtidens Byrum”, hvor vi sætter landskabsarkitektstuderende og erfarne inventar- og belægningsproducenter fra hele landet sammen om at skabe innovative og bæredygtige produkter eller videreudvikle på eksisterende koncepter.”

I løbet af efteråret har udstillingsledelsen, ni landskabsarkitektstuderende og en række erfarne inventar- og belægningsproducenter, mødtes for at finde ud af, hvordan de bedst muligt kan få præsenteret fremtidens byrums bæredygtige løsninger. Hovedparten af udstillerne af byrumsinventar og belægninger på HL19 deltager i en eller anden form i projektet.

Vi har brug for at høre fra de unge

GH Form ApS i Borup er en af de virksomheder, som har valgt at gå med i ”Fremtidens Byrum” for fulde sejl. Her fik de landskabsarkitektstuderende den 4. december en grundig indføring i hvordan firmaet udvikler og producerer byrumsinventar og fik en rundtur på matriklen, der bl.a. rummer Sjællands eneste jernstøberi.

Fællesbillede – ejer af GH Form Christian Wolff-Petersen, udstillingsleder Dina Overgaard, Fie Marie Rasmussen, Lucas Anker Christiansen, Sara Skov, Kristianne Hjelle Gravelseter, Julie Petersen og Anders Lindahl.

Da hele GH Forms eksisterende portefølje er produceret i samarbejde med kunder fra designsiden af faget, bl.a. landskabsarkitekter, var firmaets ejer og produktions- & salgsansvarlig Christian Wolff-Petersen ikke sen til at sige ja til at deltage i Have & Landskabs projekt. Ikke mindst fordi det overordnede tema for ”Fremtidens Byrum” bliver bæredygtighed.

”Vi har i forvejen et stort fokus på bæredygtighed og en grøn forretningsmodel, hvor vi ikke er bange for, at produkterne koster lidt mere, men til gengæld kan genbruges, er produceret mere miljøvenligt, har kortere transporttid og holder voldsomt meget længere end produkterne i den billige ende,” fortæller Christian Wolff-Petersen, som har store forventninger til samarbejdet med de unge.

”Vi er alle sammen vant til at høre det grå gulds tanker. Men de er ikke opvokset i en tid, hvor det i dén grad handler om miljøhensyn, og det gør det oplagt at lytte godt og grundigt efter, når de 20-årige melder sig på banen,” fortæller Christian Wolff.

Det vilde og det visionære

Brainstorm hos GH Form. Landskabsarkitektstuderende på besøg på GH Forms jernstøberi – Anders Lindahl, Julie Petersen, Kristianne Hjelle Gravelseter, Sara Skov

Til de første brainstorms har de landskabsarkitektstuderende vitterligt smidt idéer på bordet i alle ender af spektret – fra lygtepæle med integrerede askebægere og mobile vægge af støbejern over flytbare og talende bænke, måske med støvsugerfunktion og affaldssortering og blomsterkumme til kampesten med bevægelige stolesæder, der kan bevæges i takt med sol, udsigt og social situation.

Og for Anders Lindahl – en af projektets ni landskabsarkitektstuderende – er netop muligheden for det vilde og det visionære grunden til, at han valgte at deltage i ”Fremtidens Byrum”.

”Her har vi jo en unik chance for at lave noget, som ikke er set før. Her er ikke noget bureaukratisk system, som blokerer, og vi kan lave noget vildt og prøve tingene af uden større risiko,” siger Anders Lindahl.

Han mener desuden ikke, at det er for småt for landskabsarkitekter at skulle beskæftige sig med udformningen af skraldespande og lignende.

”Jeg har været med til at bygge sommerhuse, og det er overraskende så anderledes tingene er, når du har haft fingrene i dem fremfor bare at have set tegningerne. Og når du skal designe et byrum mener jeg, at det er vigtigt at du har føling med produkterne helt ned i den mindste detalje,” forklarer han.

Samarbejdet i branchen

For en anden af de landskabsarkitektstuderende – Fie Marie Rasmussen – har det især været muligheden for at komme ude og møde folk fra sin kommende branche, der har trukket hende til ”Fremtidens Byrum”

Landskabsarkitektstuderende Fie Marie Rasmussen, Julie Petersen, Sara Skov og Kristianne Hjelle Gravelseter

”Jeg tror aldrig, at det er dårligt givet ud at komme lidt ud af studielivet og få skabt nogle relationer til folk, som du måske skal arbejde sammen i fremtiden. Det er meget vigtigt at man ikke negligerer de menneskelige relationer, som er afgørende for ethvert samarbejde. Det er jo de her folk, som skal producere eller importere netop de ting, som du står og mangler i et fremtidigt projekt,” siger Fie Marie Rasmussen, der desuden har haft stor glæde af at komme ud og se produktionen og få en føling med de forskellige materialer.

”En ting er at sidde og brainstorm, noget helt andet er at mærke de forskellige materialer, hvilket jeg mener er helt afgørende, hvis man har en ambition om at skabe en helt ny type bænk eller få gode idéer til at bruge eksisterende produkter på en ny måde,” forklarer hun.

Indtil videre har holdet besøgt belægningsproducenten Zurface og GH Form ApS, mens turen i starten af 2019 går til IBF, Sandstone ApS, Steffen Sten ApS og OUTSIDEdesign ApS.

De endelige resultater af projektet kan opleves på HL19 den 28. til 30. august 2019 på ZBCs (det tidligere Selandia) arealer i Slagelse.