Meyers Køkken skal kræse for Have & Landskabs gæster
Langtidstilberedt skank af gris med sensommersvampe, cider og frisk estragon. Rillettes af vesterhavsfisk med Lilleøæbler, kapers og masser af dild. Grov kartoffelkompot med sommerselleri og meget, meget mere.
Det lyder nærmere som en gastronomisk topmenu frem for menuen til en fagudstilling i Slagelse. Men faktisk er det netop gæsterne på årets Have & Landskab, som kan se frem til denne ypperlige madoplevelse, når udstillingen åbner portene i næste uge. Meyers Køkken er nemlig blevet hyret til at stå for cateringen, og de har sammensat en buffet, som nok skal få tilfredsstillet smagsløgene hos selv den mest krævende udstillingsgæst.
Hvis man ikke gider kø, kan man allerede nu købe maden her og blot vise kvitteringen, når det bliver spisetid på udstillingen.
Skal det gå hurtigt, står Meyers også klar med en bod, hvor man kan få en rustik hotdog eller flæskestegssandwich. Og selvfølgelig kan man få noget godt til ganen med eksempelvis Meyers Doynne Øl eller Brænde Ale.
Udenfor spisehallen kan man finde både kaffevognen ”Lizzy” og ude på Maskinmarken endda en ølbar.