I anlægs- og afløbsbranchen er der et kæmpe potentiale for at nedbringe klimapåvirkningen fra anlægsprojekter. WSP har i samarbejde med to specialestuderende på DTU udviklet et screeningsværktøj til beregning af klimaaftryk på anlægsprojekter. Værktøjet er frit tilgængeligt og kan beregne klimapåvirkningen fra anlæg af veje, ledninger, grøfter og magasineringsløsninger hurtigt og med få input. Med screeningsværktøjet kan man sammenligne og optimere løsninger og få et overblik over, hvordan forskellige materialer og processer bidrager til projektets klimabelastning. Dette kan gøres i de helt tidlige faser af et projekt, hvor der er de største frihedsgrader til at optimere.
Screeningsværktøjet bygger på Vejdirektoratets eksisterende LCA-værktøj, InfraLCA, og beregningerne er baseret på data fra relevante EPD’er og brugerens indtastninger. Værktøjet er visuelt og brugervenligt og kan bruges uden et dybdegående kendskab til LCA-metoden. Til oplægget vil Emma Østergaard Villumsen og Katrine Rygaard Pedersen fra WSP demonstrere brugen af værktøjet samt baggrunden for dets udvikling og muligheder for anvendelse af det.
Oplægsholderne er Emma Østergaard Villumsen og Katrine Rygaard Pedersen
Læs mere om projektet her: https://www.wsp.com/da-dk/nyheder/2025/hurtigt-bud-paa-co2-belastning-fra-anlaegsprojekter
