Selvkørende storskalarobot, el-redskabsbærer og ukrudtsharve vandt Maskinleverandørernes Innovationspris

Selvkørende storskalarobot, el-redskabsbærer og ukrudtsharve vandt Maskinleverandørernes Innovationspris

Vinderne! STIGA (i midten) vandt Maskinleverandørernes Innovationspris med storskalarobotten Nexus, Egholm (til højre) fik andenpladsen for deres elektriske redskabsbærer Park Ranger 2155e, mens HA Fog løb med tredjepladsen for ukrudtsharven Sabnet 70P

Både den allernyeste teknologi og de gamle dyder sejrede til Maskinleverandørernes Innovationspris, som blev kåret på åbningsdagen af Have & Landskab på Ledreborg Slot den 3. september.

Førstepladsen gik til STIGAs storskalarobot Nexus, andenpladsen tilfaldt den elektriske redskabsbærer Egholm Park Ranger 2155e og tredjepladsen gik til H.A. Fogs ukrudtsharve Sabnet 70P.

Lejres borgmester Tina Mandrup var kommet til udstillingen for at kåre vinderne og holde tale, og hun bemærkede i den forbindelse de mange el-maskiner, som var indstillet til årets pris:

“Jeg er ikke i tvivl om, at de grønne løsninger vinder i længden, og lige nu går medarbejdere fra kommunen rundt og laver ønskeliste her på udstillingen, så der lander nok snart en ønskeliste på borgmesterens bord, og det er jo meget god timing her inden budgetforhandlingerne.”

Juryen var dog ikke klar til at kåre vinderne alene ud fra, om de kørte på elektricitet eller ej, pointerede jurymedlem Jesper Nielsen:

Guldet gik til STIGA Nexus

“Det er ikke i sig selv innovativt længere, at en maskine er på el eller er autonom. Nu handler innovation om, hvorvidt teknologien rent faktisk er tilgængelig og til at gå til, eller om det hele er så nyt og innovativt at ingen – inklusiv sælgeren – helt kan forklare det.”

Jurymedlem Christian Assam Taarnhøj uddybede: “Du er nødt til at se kombineret på funktionalitet, brugervenlighed og ergonomi men selvfølgelig også prisen, for det nytter ikke noget, at den nye teknologi er så dyr, at ingen får adgang til den.”

27.000 m2 autonom klipning

Topplaceringen gik altså til STIGAs Nexus, og det skyldtes ifølge juryen en kombination af, hvor let den autonome robotklipper er at anvende, dens kapacitet på op til 27.000 m2 og ikke mindst en meget konkurrencedygtig pris.

Hos STIGA A/S har direktør Brian Berg også et bud på, hvorfor det endte med en guldmedalje.

“Vi vinder på grund af kombinationen af robotteknologi, som kører på gps og egentligt er udstyret foran som en frontmonteret rider med det store, bredde 110 cm klippebord. Så kan du køre ud og klippe andre arealer i nogle timer, mens Nexus klarer de store,” forklarer Brian Berg.

Andenpladsen gik til Egholm Park Ranger 2155e

Han pointerer, at maskinen har 6 timers driftstid og har en batteripakke, som vil gøre en mellemstor elbil misundelig (seks kassettebatterier á 56 volt, 40 ampere).

30-års kvalitet, spritny teknologi

Sølvet gik til redskabsbæreren Egholm Park Ranger 2155e, som juryen fandt imponerende, fordi den tog en 30 år gammel grundmaskine og havde formået ikke bare at følge med konkurrenterne men endda passere den. At modellen desuden havde udviklet pedal og sæde – så føreren ikke bliver påvirket af chassisets rystelser –  var også et plus i juryens øjne.

Hos Egholm A/S var Carsten Damgaard enig i juryens pointer, men supplerede desuden med en vigtig pointe:

“Park Ranger 211e er jo fuldt bagudkompatibel – altså at ældre redskaber stadig passer til den nye maskine – og det er en stor fordel. Det samme er vores store redskabsprogram, gode ladeløsning og finansieringsmuligheder som gør, at den bare passer ind i rigtigt mange segmenter – uanset om vi taler om kirkegårde, boligforeninger eller kommuner. Og så er der også stor begejstring omkring både driftstiden og selve køreglæden, når folk prøver maskinen,” lyder det fra Egholms stand.

Smart, mekanisk ukrudtsbekæmpelse

Tredjepladsen gik til Sabnet 70P fra HA Fog

I den helt enkelte, men virkelig smarte ende af skalaen er tredjepladsen – ukrudtsharven Sabnet 70P til mekanisk ukrudtsbekæmpelse fra HA Fog A/S. Juryen lovpriste enkeltheden i redskabet, men også anvendeligheden, da harven passer uanset hvilken redskabsbærer eller traktor man har.

Indehaver Karsten Fog uddyber:

“Hvor gammeldags ukrudtsharver har gåsefødder, som kun klipper, når du bevæger dig fremad, så er det nye med Sabnet 70P, at den har tallerkener, som også klipper, når du kører baglæns. Desuden er det mere præcis og du kan kantskære samtidig med at du kører,” fortæller Karsten Fog og understreger, at harven fås i bredder fra 50 cm og helt op til 160 cm.

Vindermaskinerne – og resten af Verdensnyhederne og Danmarksnyhederne – kan opleves på Have & Landskab på Ledreborg Slot den 3. til 5. september.