De vilde idéer får særligt område på Have & Landskab

De vilde idéer får særligt område på Have & Landskab

”Wow, den anede jeg ikke eksisterede!” – Sådan udbryder mange gæster på Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche, Have & Landskab, som næste gang afholdes på Ledreborg Slot den 3. til 5. september. Og denne gang bliver nyhederne måske mere overrumplende end normalt, for udstillingen har besluttet at etablere en ”Iværksætterlandsby”, hvor landets fagfolk kan opleve markedets allernyeste løsninger og påhit, fortæller udstillingsleder Dina Overgaard.

Med Uptimasts fuldautomatiske flagstang slipper man for at hejse og nedtage flaget, og det hele styres via app eller pc, også hvis man ønsker flaget på halv eller at udskifte til et andet flag.

”Vores hovedtema er jo “Danmark under forvandling – Landskaber og byer i en brydningstid”, og derfor er det oplagt at invitere de absolutte pionerer indenfor klimaløsninger, plantningsmetoder, bytransport, grøn drift, danskudviklede robotklippere og andre, hidtil ukendte koncepter, der måske bliver hverdag i fremtidens landskaber og byrum. Samtidig giver vi også de spritnye virksomheder en unik mulighed for at deltage på en ægte fagmesse, møde de professionelle brugere, få konkret og relevant feedback og afprøve markedspotentialet,” pointerer Dina Overgaard.

Læs mere og se alle start-ups, der er i Iværksætterlandsbyen: haveoglandskab.dk/startups-paa-hl25/

Fuldautomatisk flagstang

Uptimast er en af de nye virksomheder i Iværksætterlandsbyen, og de står klar med en vaskeægte verdensnyhed – en fuldautomatisk flagstang.

”En Uptimast ligner ved første øjekast en helt almindelig flagstang, for hele teknikkassen er under jorden. Det hele styres via en app eller fra pc, og systemet kan også sætte flaget på halv. Og der er mange penge at spare for både kirker, kommuner og boligforeninger ved at gøre arbejdet med at hejse og nedhale flaget automatisk. Jeg talte med en kirkegårdsansvarlig, som fortalte, at de havde sparet 180 mandetimer om året ved at automatisere ringningen, og det økonomiske potentiale er lige så stort, når det gælder flagning,” fortæller den ene af indehaverne af Uptimast, Ulrik Trend Mogensen. Brugeren kan have to forskellige flag monteret på samme tid – eksempelvis Dannebrog og et logo-flag eller et stormflag, alt efter om der er tale om en virksomhed eller en kirke.

Styrbar vandbremse

FlowMaster Pro – Styrbar vandbremse- er en avanceret løsning til intelligent styring af udløbsflow. Med FlowMaster Pro får I fuld kontrol over flowet og kan styre det præcist efter behov – enten manuelt eller automatisk. (fx fjernstyret indstilling fra 0 til 60 l/s og automatisk åbning og lukning ud fra vejrprognoser og vandparametre)

Det er dyrt for kommuner og forsyningsselskaber at sikre byerne mod fremtidens vandmasser. Derfor har virksomheden Smartbrønd flere løsning som fokuserer på styring og monitorering af regnvand, blandt andet styrbar vandbremse med navnet Flowmaster Pro.

”Det er optimalt at etablere løsningen i nye regnvandshåndteringsanlæg, men der findes jo også mange eksisterende anlæg, hvor volumenet ikke altid udnytter det fulde potentiale under kraftige nedbørshændelser. Vi har erfaret, at det med fordel kan give mening at undersøge disse anlæg, og med små indgreb kan man opnå en langt større udnyttelsesgrad af disse regnvandsanlæg. Hertil har vi udviklet en styrbar vandbremse og en vandstandsmåler, så man kan udnytte det fulde potentiale i de recipienter, man har til rådighed,” siger stifter Mikkel Priess, som har løsningen ude hos flere kunder, og han glæder sig til at møde alle dele af branchen, som har brug for at kende til muligheden: Bygherrer som kommuner og forsyningsselskaber, men også de landskabsarkitekter, rådgivere og ingeniører, som skal tænke Smartbrønds produkter til styring af vandmasserne ind i deres løsninger, samt de anlægsgartnere og entreprenører, som rent faktisk skal få virkeligheden til at hænge sammen med tegningerne.

Laplander L-250 er en elektrisk ladcykel udviklet til virksomheder for at erstatte brugen af varevogne i bymidter og steder, hvor der ikke må køre biler.

Cykl udenom byens forhindringer med 250 kg bagpå

Enhver håndværker og kommunalt ansat kender problemerne med at få lov til at udføre sit arbejde i de større byer. Trafik, vejarbejde og arrangementer kan få selv småture til at vare halve og hele dage. Det er en af grundene til, at Laplandar har udviklet deres ladcykler, der kan konfigureres nøjagtigt efter kundens behov og fragt op til 250 kilo grej, forklarer salgsmedarbejder Sirius Kirsebom.

”Det er bare uendeligt meget lettere at komme omkring i de større byer på cykel end i en varevogn. Og det er jo ikke alle, der har et kørekort, men alle kan hoppe på en cykel. Og udover den lave pris og de mange anvendelsesmuligheder så kan man også konfigurere kassen bagpå, så den passer til netop ens behov. Eksempelvis en anlægsgartner kan have en vinterkasse, som er lukket og en sommerkasse som er åben, og hvor der er plads til skovl, rive, hækklipper, græsslåmaskine mv,” fortæller Sirius Kirsebom og pointerer, at man selv kan skifte kassen bagpå enten med håndkraft eller med stabelløfter eller palleløfter.

Hos Put’n Grow får du hele roden med, så træet næsten ikke opdager, at det bliver flyttet. Det er rodnettet, der gør forskellen.

Nyt træplantningskoncept

Hos Put’n Grow kan man opleve et nyt koncept til plantning af 1-3 meter høje træer, såkaldte heistere. Grundidéen er, at de store træer ikke bliver rodbeskåret og dermed er langt mere klar til at vokse videre, efter de er gravet op fra planteskolen og plantet hos kunden. Det sikrer Put’n Grow ved at plante træerne i en 35cm dyb og 12,5 cm bred pose med et vækstmedie, hvor finrødderne kan trænge igennem for at optage vand, men de større rødder bliver indenfor posen, forklarer indehaver Ole Mogensen.

”Og det virker, fordi træet bliver plantet i et cylinderformet hul, lavet af et jordbor, og dermed har rødderne umiddelbar adgang til jorden omkring, fremfor at stå i et plantehul med løsnet jord omkring, hvor der kan være længere til vandet,” siger Ole Mogensen, som både kan levere heistere til skovbrug og til plantning og reparation af læhegn og etablering af remiser.

 

FAKTA: Have & Landskab ’25

Fagudstillingen Have & Landskab afholdes ulige år og finder sted på Ledreborg Slot 3. til 5. september 2025 kl. 09:00-16:00 alle tre dage.

Udstillingen er gratis at deltage i for fagfolk. Du kan hente din gratis billet til Have & Landskab ’25 HER.

Er du interesseret i at udstille på HL25, kan du læse mere i salgsbrochuren HER og bestille stand HER.

Programmet for kirkegårdsoplæggene og hele Fagligt Forum finder du HER.

Have & Landskab er ejet og arrangeret af branchens fire centrale aktører: Danske Anlægsgartnere, Maskinleverandørerne – park, vej og anlæg, Danske Planteskole og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Første udgave af Have & Landskab blev afholdt i 1992. Næste udgave blev afholdt i 1995 og siden da har udstillingen været afholdt i alle ulige år. Fra 1992 til 2001 blev Have & Landskab afholdt et nyt sted i landet hver gang, men fra 2003 til og med 2023 havde udstillingen til huse ved ZBC Jernbjerggaard i Slagelse.

Have & Landskab havde 278 udstillere og 11.661 besøgende ved sidste udstilling i 2023.

Læs mere om Have & Landskab her på siden og følg med på udstillingens profiler på Facebook, LinkedIn og Instagram.